Hvis du vil sælge din andel

Nedenfor er en hurtig guide til, hvordan du skal forholde dig, hvis du vil sælge din andel. Du skal være opmærksom på, at foreningens vedtægter rummer den juridisk bindende beskrivelse af processen.

Opsig din bolig med tre måneders varsel
Det vedtægtsbestemte varsel på tre måneder skal overholdes. Det vil sige, at du skal opsige din andel med tre måneders varsel fra den 1. i en måned. Du skal sende din opsigelse skriftligt til administrator.

Samtidig skal du meddele:
– Om du vil sælge/overdrage boligen til slægtninge (søskende / børn / forældre)
– Om du har aftalt med en anden andelshaver at bytte bolig

Hvis ikke det er tilfældet:
– Skal du undersøge, om naboer er interesserede i at købe din lejlighed med henblik på lejligheds-sammenlægning. Dokumentation skal indsendes til administrator.

Hvis ikke det er tilfældet, vil administrator:
– Undersøge om optegnede på den interne venteliste er interesserede i at erhverve boligen.

Hvis ikke det er tilfældet, vil administrator:
– Henvende sig til dig, og du kan nu sætte boligen frit til salg. Dette sker senest 8 uger efter at du har opsagt din lejlighed.

Uanset hvilken salgsform, der benyttes, skal du:
– Henvende dig til den vurderingsmand, som foreningen benytter, så der kan udarbejdes en vurderingsrapport – kontakt GH-Energi og Rådgivning (telefon 7244 1151).
– Bestille el-synsrapport. Du kan med fordel benytte en el-installatør, der er tilknyttet ejendommen f.eks. Thoma-el (telefon 3581 6055).
– Bestille VVS-synsrapport. Du kan med fordel benytte den VVS-installatør, der er tilknyttet ejendommen: Michael Kahr (40 58 09 05)

Bemærk at du med fordel kan bestille disse syns- og vurderingsrapporter så tidligt som muligt, da der kan gå noget tid med at gennemføre dem. Du afholder selv udgifterne til disse syn.

Bemærk også at hvis du selv har udbedret nogle af de fejl og mangler, der er påpeget i vurderingsrapporten, så skal du også selv sørge for at få udbedringerne godkendt af varmemester.

Salgssummen
Du kan ikke sælge din andel til en hvilken som helst høj pris. Salgsprisen baserer sig på den andelskrone, som vedtages hvert år på generalforsamlingen. Til den pris lægges eventuelle forbedringer – fra prisen trækkes mislighold, fejl og mangler. Det er vurderingsrapporten, der danner grundlag for prisfastsættelsen.

Bestyrelsen godkender
Det er i sidste ende bestyrelsen, der godkender alle forhold omkring overdragelse og salg. Det praktiske købs- og salgsarbejde gennemfører du sammen med administrator.

Læs vedtægterne
Du kan finde foreningens vedtægter i beboermappen her. Læs især paragrafferne 14 og 19-22 der omhandler salg og overdragelse af andel.