Ønsker du dig en større lejlighed?
Andelshavere, der ønsker det, kan sammenlægge lejligheder, når muligheden byder sig. Dog kun vandret – og altså ikke på tværs af etager. Vær opmærksom på, at der er særlige regler for sammenlægning af lejligheder på 3. sal.
Når en af dine nabolejligheder skal sælges, har du lov til at købe den med henblik på sammenlægning, inden den udbydes på foreningens interne venteliste.
Når du har købt din nabolejlighed, skal du som det første bede bestyrelsen om godkendelse til sammenlægning (skriv en mail til bestyrelsen@abkv.dk). For mere information klik her
Købet foregår på samme måde som et almindeligt andelskøb. Administrator fremsender overdragelsesaftale og en vurderingsrapport – helt som ved en almindelig overdragelse.
Husk at gøre opmærksom på alle fejl og mangler i den nye lejlighed inden indsigelsesfristen udløber 14 dage efter overtagelsen.
Hvis du er i tvivl om proceduren, kan du kontakte administrator Birgitte Andersen på tlf. 33 31 10 02. Hun kan guide dig.
Derefter skal du søge Københavns Kommune om tilladelse. Det skal gøres digitalt via ‘Byg og Miljø’
Til ansøgningen bliver du bedt om at vedhæfte forskellige bilag.
Du skal bl.a. bruge plantegninger. På dem skal du tegne de ændringer, du vil lave i lejlighederne.
Plantegninger kan downloades her, eller du kan få dem udleveret i Teknik- og Miljøforvaltningens kundecenter, Njalsgade 13, 2300 København S.
Du bliver også bedt om at vedhæfte en fuldmagt til sammenlægningen fra A/B Kongens Vænge. Det er administrator, som skal underskrive sådan en fuldmagt for dig.
Når du har fået en byggetilladelse fra kommunen, kan du gå i gang med fysisk at lægge lejlighederne sammen.
Når du er færdig med at sammenlægge, skal du huske at færdigmelde byggesagen hos Københavns Kommune. Det foregår også digitalt via ‘Byg og Miljø’.
Når kommunen har godkendt byggearbejdet, får du en ’ibrugtagningstilladelse’. Du skal sende eller maile en kopi af denne til foreningens administrator, som derefter sender dig et nyt andelsbevis, sørger for, at din boligafgift bliver opkrævet som én lejlighed osv.
Husk at gemme alle relevante kvitteringer til senere dokumentation for forbedringer og udgifter til sammenlægningen. Det kan blive relevant, hvis du engang skal sælge lejligheden.
Husk at det er dit eget ansvar at indhente alle relevante tilladelser, overholde lovgivningen og gøre brug af autoriserede håndværkere, hvor det er påkrævet.
Du kan læse mere om Københavns Kommunes regler for sammenlægning her og på ‘Byg og Miljø’, hvor der også er telefonnumre, man kan ringe til, hvis man har brug for hjælp til sin ansøgning.
God arbejdslyst!